Kas - en stille ferieby ved Tyrkiets sydvest-kyst

Fakta om Kas

Kas er en ferieby ved Tyrkiets sydvestlige Middelhavskyst med 8.000 faste indbyggere.
Sommeren strækker sig fra april til oktober, hvor det ofte kan være meget varmt.
I november og marts har man typisk danske sommertemperaturer.

Mange lokale kunsthåndværkere har slået sig ned i byen, og det har givet den et bohemepræg, samtidig med at de udlændinge der har slået sig ned er blandet af mange nationaliteter og dermed giver et kosmopolitisk præg.

Selve byen er en charmerende labyrint af smalle brostensbelagte gader, og smukke gamle huse. Kas ligger på en smal tange for foden af en halvø. På den ene side af tangen er der anlagt en lille marina, og endnu en marine er på vej på den anden side af tangen.

Øen

Selve halvøen er fantastisk smuk og huser nogle eksklusive boliger af høj international standard.

Stemningen er afslappet i byen og der er mange gode restauranter.

Den centrale bydel omkring bytorvet med hyggelige butikker og spisesteder er bilfri og der er masser af uspoleret sjæl og charme i byen.

Hovederhvervet i Kas er turisme, men den er ikke overrendt – måske fordi Kas ikke har nogen god bystrand. Til gengæld er der rig mulighed for at tage på badetur med turbådene eller besøge den berømte Patara strand med den lokale dolmus.
I Kas er der mulighed for paragliding og mulighederne for snorkling og dykning fås næppe bedre. Kas har tidligere været en fiskerby, men pladsen på havnen optages nu mest af tur- og charterbåde.

Rejs på egen hånd

At rejse på egen hånd er let i Tyrkiet, som har et velfungerende og billigt busnet.

Hver fredag holdes marked i byen hvor bønderne fra området sælger frugt
og grønt til de lokale beboere og restauranter. Tøj - herunder kopier af samtlige mærkevarer - sælges til både turister og lokale. Alt er meget billigt.

Af udflugtsmål fra Kas skal nævnes Patara stranden, den antikke ruin Xanthos, den sunkne by ved Kekova og Kale borgen samt det antikke teater i Mira. Endelig er en udflugt til Saklikent kløften et tilbud til de adrætte.